Carina fra bloggen Sættekassen, har været på en tredages rejse på Fyn. Det var en lille drømmetur, der blev realiseret, og her er hvad de oplevede.
Manden, jeg og barnet. Hjemmefra fandt vi en Bed & Breakfast hos Kai i Svendborg, næsten ned til vandet. Grunden til, at vi endte der, var, fordi jeg søgte på et sommerhus nede på den egn. Det der kom frem kostede enten en bondegård eller var sådan nogle kedelige rækkehuse i et feriecenter. Vi drømte om et lille sommerhus helt for os selv. Det var svært at finde. Indtil vi fandt Kai. Kai har en villa 150 meter fra Svendborgsund, en lille smule udenfor Svendborg. Jeg tror, det tog omkring 20 minutter at gå ind til midtbyen med barnevognen fra huset. Man bliver dog udfordret på det punkt, for det går op og ned!
Overnatning
Vi overnattede i en villa, hvor ejeren Kai selv bor i stueetagen. Han har gravet kælderen ud og istandsat den til en Bed & Breakfast med et fint køkken og et soveværelse. Begge med udgang til terrasse og have, som er til fri afbenyttelse. Herude var der også to yderligere terrasser oppe i niveau, hvor man kunne se havet bedre. Også til fri afbenyttelse. Det samme var grill og cykler. I køkkenet var der vaske- og opvaskemaskine, og alt hvad man skulle bruge. Kai sørger ikke for morgenmad, men har lidt juice, mælk og brød og æg, så man har til en start. Der var også et fjernsyn og spiseplads, hvor vi sad om aftenen, hvis det var for koldt til at sidde ude. Soveværelset var rummeligt og med tv, og badeværelset var også nyistandsat med bruser. Kai var på alle tidspunkter meget imødekommende, vi spiste sammen med ham et par gange og fik en masse at vide om Svendborg. Tæt ved Kais hus, ligger Sct Jørgens Kirke, som er en fin lille kirke med en pæn kirkegård, hvor en del af Mærsk-familien ligger begravet.
Pris på B&B:
Første nat: 600 kr
Efterfølgende: 500 kr pr nat
Valdemar Slot
Den første dag regnede det helt vildt, og vores planer måtte ændres. Vi ville have været ovre og gå rundt ved Valdemar slot, men Villy faldt i søvn på vejen. Så vi besluttede at køre en lille tur i stedet til Rudkøbing på Langeland. Rudkøbing så ret dødt ud, måske fordi det regnede sådan. Så vi kørte tilbage til Valdemar Slot og tænkte, vi ville flytte det sovende barn over i barnevognen. Det gik selvfølgelig ikke, så i stedet for at gå rundt og kigge på bygninger, spiste vi kage i te-pavillionen. Dejlig kage!
Tåsinge Museum
Bagefter kørte vi til Tåsinge Museum og så en fin udstilling om Elvira Madigang og Sixten Sparre. Museet er opdelt i flere små huse med hver sin lille udstilling. Rigtig fint! Bagefter gik vi en tur i Bregninge bakker, hvor der var får, som man kunne komme helt tæt på. Vi var også inde i kirken og en tur på kirkegården. Og på deres toilet, for Villy skulle have ren ble på. Kirken har ikke særlig gode pusleforhold, skal jeg hilse og sige.
Mad
Frokosten indtog vi på Bregninge Kro, som var et fint sted. De var ved at genopfriske hele indgangspartiet i en fin lyserød kulør, meget kitsch. Vi fik en rigtig god betjening, de var søde og imødekommende og meget servicemindede. De hentede hurtigt et glas vand til Villy. Og et stykke brød, da hans mad kom, for den var lidt vel rigeligt varm at spise med det samme. Det er første gang, jeg har set en børnemenu på musselmalet stel! Peter fik et stjerneskud, der var godt, jeg en pariserbøf. Den var glimrende, men nærmest rå i midten, på trods af at jeg havde sagt “medium, til den stegte side”.
Svendborg
Torsdag kørte vi ind til Svendborg, hvor vi puttede Villy i barnevognen og gik først en lille tur på kirkegården, og siden ned mod havnen. Der var rigtig fint begge steder, og især den gamle bydel syd for togbanen er charmerende! På havnen fandt vi Skibsbroen – gå efter Brogade, den ender dernede. Der var hyggeligt, med flere gamle skibe i mange størrelser.
Vi gik en tur i byen og spiste en klassisk frokost på Jensens Bøfhus, man er vel familie. Villy hyggede sig i børnehjørnet og fandt en lille, noget skeptisk, legekammerat, og vi andre slappede lidt af. Maden var ganske glimrende, og ret billig, og det kan man jo ikke klage over.
Svanninge Bakker
Bagefter kørte vi tur mod Svanninge Bakker, hvor vi gik en lille tur. Det blæste helt vildt, og Villy var sur, men hold op et flot landskab! Med et gladere barn, så havde det været skønt at gå lidt længere tid derude! Absolut ikke barnevogns-egnet dog!
Åstrup Mølle
På vejen hjem mod Svendborg, kom vi forbi Åstrup Mølle, som var noget af en oplevelse! Inde i selve møllen er der proppet med antik og galleri i flere etager. Alt muligt; porcelænsfigurer, vaser, gammelt legetøj. Der er også en lille cafe, hvor vi købte is – den var dog ikke videre interessant. Men, så opdagede vi STOF-butikken! Og hold nu op! Den var proppet til randen med stof, stof, stof, garn, knapper og lidt mere stof. Det var helt vildt. Jeg brugte nogle penge, jeg egentlig ikke havde tænkt, jeg skulle bruge – men så fine ting! De havde også en bygning med loppemarked. Derudover var der lidt legeting i området, en vippe og sådan, og græs man kunne løbe på. Det var en fest, syntes den mindste af os.
Både fredag og lørdag var vejret så dejligt, at vi blev i haven og var på stranden. Villy tog det i stiv arm at komme i bølgen blå, ret imponerende, syntes jeg egentlig.
Fredag spiste vi frokost på Jettes Diner. Jeg fik en lakse-spinattærte, som var rigtig god. Peters burger var kedelig, syntes han, og Villys obligatoriske deller var heller ikke noget at skrive hjem om.
Ture vi ville have været på
Man kan komme op og gå på broen over til Tåsinge, det gad jeg godt. Måske ikke helt over, det skulle tage en halv times tid, men bare ud på midten og stå og se på udsigten. Den må være helt vild i den højde! Vi ville også gerne have taget en færge ud til en af øerne, men det blev ved tanken. Måske sådan noget også er sjovere, når Villy er lidt større. Vi ville godt have været en tur på Forsorgsmuseet og på Langelandsfortet, men det blev også ved tanken, ligesom vi ikke fik undersøgt Langeland mere – der skulle være lidt klint og nogle vilde heste på sydøen. Vi kom heller ikke ind til Odense, men det må være en anden tur!
Det var en skøn tur!