“Vi elsker Vancouver Island!” Sådan beskriver Ditte det, da hun sendte momsterteamet et postkort fra den spændende ø i Stillehavet, der hører til Canada. Her kan du læse, hvorfor øen begejstrede hele familien.
Min familie og jeg er vildt begejstrede for Vancouver Island, som er et mekka for alle, der elsker at opleve smuk natur i overflod. Øen rummer et hav af billedskønne og gode vandreture, små hyggelige byer, søde mennesker og et fantastisk dyreliv, som man kan opleve helt tæt på. Og så har de nogle af de mest fantastiske legepladser – kæmpe plus, når man rejser med børn!
Vi tilbragte en hel juli-måned på øen, og det var det perfekte tidspunkt, da deres sommervejr minder om det danske. Ikke vildt varmt men godt vejr. Vi kunne bade i søerne og havet og nyde sommeren. Vi vandrede rigtig meget med børnene, og selv Hugo på 2 år tilbagelagde en hel del kilometer. Vores datter Vida på 5 år havde ingen problemer med at klare turene selv, om hun elskede at kravle, løbe og udforske de forskellige naturområder.
Vi lejede en bil, og det gjorde det nemt for os at komme rundt og opleve det hele. Jeg vil klart anbefale, at man gør det, da det ellers er temmelig svært at komme rundt. Vi boede i et hus, som vi havde fundet via Airbnb, og det lå centralt på øen lige uden for den andenstørste by, Nanaimo. Herfra kunne vi komme rundt til det meste på dagsture, så det var et godt udgangspunkt for at udforske øen, hvis man ikke vil bevæge sig for meget rundt. Det en god idé at booke overnatning i god tid, da det hurtigt bliver booket. Der er masser af hoteller, moteller og campingpladser rundt på øen, men hvis man skal være sikker, så skal man være tidligt ude – særligt i byer som Tofino, som ligger på vestkysten og er en af de mest populære områder om sommeren.
Vi besøgte flere små hyggelige byer, vingårde og i hovedbyen Victoria er der rig mulighed for byliv, shopping og restaurantbesøg. I de mindre byer er der ikke et kæmpe udvalg af restauranter, men man kan altid finde fastfoodkæder i massevis. Hvis man vil prøve noget andet end de kendte amerikanske kæder, kan vi anbefale Tim Hortons, som er en canadisk kæde – og de har super gode donts og kaffe! Vi handlede meget selv, og deres supermarkeder har en super høj standard, så det var nemt at finde lækre varer.
Vancouver Island byder på et mekka af naturoplevelser, og det er oplagt at vandre rigtig mange steder. De fleste nationalparker er gratis at besøge, så man får rigtig mange oplevelser for pengene.
Her er nogle af de ting, steder og oplevelser, som vi anbefaler til alle børnefamilier, der besøger den smukke ø:
Duncan Farmers Market
Hver lørdag er der marked i den lille by Duncan, som ligger midt imellem Victoria og Nanaimo på øens østkyst. Det er eftersigende det største farmers marked på øen, og det er virkelig hyggeligt. Der er fyldt med lokale produkter, som er af højeste kvalitet, og stemningen i byen er på sit højeste, når der synges og hygges på torvet og spises økologiske is lavet af ren frugt – mine unger elskede dem!
Tofino
Nok en af de mest kendte byer på Vancouver Island, og nok også den hyggeligste. Tofino ligger helt ovre på vestkysten, og er en lille, hyggelig turistby. Der er masser af leben, restauranter og hyggelige cafeer med udkig til den indre bugt, og man skal helt sikkert gå ned til molen, som har den smukkeste udsigt til en indre bugt med mindre øer. Mellem Tofino og Ucluelet kan man besøge øens bedste strand ved Long Beach, og der er adskillige vandreture på strækningen, som er af forskellig sværhedsgrad – prøv f.eks. Jungle Trail, som er en kort tur i jungleagtig skovområde, og god til alle aldre.
Goat on the Roof
I byen Coombs findes det permanente marked ‘Goat on the Roof’, som har fået navnet, da der her bogstavelig talt går geder og græsser på taget af markedsbygningen. Det er en helt lille by, men turister strømmer til for at se gederne og købe delikatesser på markedet. Der er isbutik, restauranter og andre butikker, og er der et torv med kæmpe marmorstatuer, som ungerne gerne må kravle på!
Lighthouse Trail Loop i Ucluelet
På vestkysten ved Ucluelet ligger et fint lille fyrtårn og en nem vandresti på 2,6 km. Hele vejen rundt bugter stien sig langs kysten, og der er lavet rigtig mange steder, hvor man kan stoppe og nyde udsigten. Har man en god klapvogn, kan den fint klare turen, men vores 2-årige kunne godt selv gå det meste af vejen selv.
Cathedral Grove
Her kan man opleve de flotte – og meget høje – Douglas Fir helt tæt på. Det er en stor turistattraktion, men lad jer ikke skræmme af det. Stien er barnevognsvenlig, meget kort og den nemmeste af dem alle. Til gengæld er det en af de smukkeste, og jeg vil anbefale, at man kommer tidligt på dagen, da man så godt kan være heldig at gå lidt af turen alene.
Den bedste legeplads – Strandparken i Parksville
Nok en af de største legepladser, vi har set – og en af de bedste. Den ligger helt ned til stranden i Parksville, og foruden adskillige klatrestativer, gynger, og rutsjebaner, så har den også en vandlegeplads, hvor børnene kan plaske og skyde med vand på hinanden. Der er foodtrucks og kaffe til forældrene, så det er perfekt til en hyggelig aftensmad på picnictæppe – så kan man jo lige på en øl, mens børnene leger færdig efter maden!
2 kommentarer