Verdens ældste forlystelsespark, vores alles elskede Bakken er endelig åbnet. Momster har derfor sendt en masse børnefamilier til den skønne forlystelsespark. Jane og hendes 4-årige datter tog hele vejen fra Ålborg til Bakken og fik en ordentlig én på opleveren. Læs deres rejseguide lige her med de skønneste billeder af dagen.
Skrevet af Jane, mor til en pige på 4 år.
Transport
Fredag aften drog vi fra Nordjylland mod Sjælland for at være klar til at bruge en hel dag på Bakken. Vi var så heldige med vejret og havde højt solskin hele dagen, det var genialt. Vi kom i god tid, så vi lige have tid til at gå rundt med Sally og se forlystelserne, og hvad der skulle prøves. Hun er 4 år og egentlig et nysgerrigt og åbent barn, så det var givet neget godt ud lige at lade hende snuse til det hele, inden der kom alt for mange mennesker.
Oplevelser
Det er vores tredje besøg på Bakken på to år og vi kører gerne turen for det er genialt til en på 4 år, hvor man kan nå at komme rundt flere gange og der er rigtigt mange forlystelser til børn. Det er virkelig et dejligt sted for hele familien, der er noget for alle. Jeg tør ikke helt skyde på hvor mange gange hun var ude at køre Safari og skyde hvepse med sin far og jeg har slet ikke styr på hvor mange ture hun tog i Frøen…. hun tog dog så mange, at hun faktisk til sidst sagde; ‘jeg vil gerne lige prøve den alene’! Det der øjeblik, hvis man nærmest revner af stolthed over sit egent barn fordi hun kan stå i kø alene og prøve en forlystelse. Og det der udtryk hun selv har i ansigtet over sin egen stolthed, det bliver næsten ikke større. Og for en gammel Tivoli-pige som mig, er det ekstra fantastisk at se sit eget barn lyse op i en forlystelsespark og bare suge hele stemningen ind. Sally fik sin første tur i en ‘rigtig’ rutchebane og hun var ikke helt tryg ved situationen, da vi satte os ned i vognen. Det viste sig dog en Musene er den forlystelse hun fortæller allermest om her bagefter, så den har alligevel gjort et ret stort indtryk på damen.
Mad
Vi gik et par runder i parken og nåede også forbi Pjerrot, hvilket for mig jo er obligatorisk lige at sige hej til ham. Når man er på tur med en 4-årig, bliver det jo mest på hendes præmisser og derfor valgte vi nogle spisesteder med gode menuer til børn. Der er såååå mange forskellige steder og noget for enhver smag. Det er næsten svært at vælge. Vi fik burgere og fiskefilet til frokost og nuppede en buffet til aften med både pasta, salat og en masse kød. Og så blev er selvfølgelig også kørt både softice og candyfloss ned i løbet af dagen. Så det er ikke fordi man sulter sådan en dag på bakken.
Der er super hyggeligt på Bakken og der er rent og pænt og en skøn stemning. Og så synes jeg de var gode til hele corona-situationen. Der var opstillet sprit ved alle forlystelser og spisesteder, mange operatører bar visir og der var opsat afstandsskilte – så skal gæsterne bare lige huske at overholde det.

Pris
Der er gratis indgang, så man har også mulighed for bare at gå en tur i parken, hvis man ikke lige er typen der skal prøve noget. Der kan købes turbånd til både store og små og ellers kan man betale de forlystelser man nu vil prøve.Der er mad i alle prisklasser og generelt synes jeg faktisk det er nogle helt fine priser ift. at man er i en forlystelsespark, hvor priserne ofte er skruet ret meget i vejret. Hvis ikke lige det var fordi vi var propmætte da kl. var ca 20 og vi havde brugt 10 timer på Bakke, så var der sikkert også røget en slikkepind eller noget andet slik med hjem. Jeg mindes i hvert fald de der sutter man kunne gemme i flere dage efter sådan en tur.

Om Bakken

Bakken er verdens ældste forlystelsespark og ligger i Klampenborg nord for København. Der er gratis entré og for 189 kr til børn og 279 kr til voksne får du turbånd, som giver adgang til alle Bakkens 32 forlystelser. Medlemmer af Bakkens gratis medlemsklub MitBakken kan få 50 kr. i rabat.